Spejlet i Poppi
af Jan Dybdahl
(DarkLights)



Den ældre kunsthistoriker Viktor Amundsen er på invitation taget til det katolske refugium i en lille italiensk by, hvor han foranlediget af sine samtaler med en dansk-amerikansk kvinde samt nogle meget skræmmende hændelser tager sit liv op til revurdering.



Drivkraften i Viktors selverkendelsesproces er fremstillet som en kæde af mystiske og truende tildragelser der rammer ham under hans ophold i refugiet, tydeligvis iscenesat af en eller flere personer, der har et intimt kendskab til ham og hans historie.

Han er født i Trondheim lige før krigen som anden søn af en streng, fjern og (for)dømmende far og en romantisk anlagt, evigt bekymret udglattende mor. Andre vigtige personer i hans tidlige liv ud over den allernærmeste familie er moderens bror og søster samt barndomsveninden Turid, der lige før krigens slutning kommer ud for en frygtelig ulykke, der præger resten af hendes liv.

Den otteårige Viktor mistænkes indledningsvis (uberettiget) for at have været medvirkende årsag til ulykken. Da hans storebror Julius år senere omkommer i en drukneulykke, antydes det at Viktor ved forsømmelighed med en bundprop i en båd kan have været udløsende årsag til ulykken.

Viktor fremstår i det hele taget gennem hele bogen som en lidt halvkedelig type – ansvarsforflygtigende, små-upålidelig, higende efter anerkendelse m.m., hvilket han selv bringes til at erkende.

Desværre er den konspiratoriske del af plottet er ikke overbevisende. Det er svært at forestille sig at nogen virkelig ville orkestrere en så gennemtænkt chikane, end ikke i dette fiktive univers. Bogen havde stået skarpere og renere som ”bare” en fortælling om en ældre mand, der tager sit liv op til revurdering.

Velfungerende er til gengæld Viktors genkaldelse af sit liv, i og udenfor samtalerne med Hillary i refugiet. Ligeledes skildringen af hans voksende selvindsigt og hans erkendelse af selvbedrag. Barndomsskildringerne med barnets øjne og sprog er i særdeleshed vellykkede.

Generelt er det en velskrevet bog, der rummer megen god læsning til stilfærdig eftertanke. Men den sætter sig mellem to stole ved at insistere på det gyseragtige islæt, hvilket efter min mening trækker ned.

Boganmeldelse af Tine Demandt