Stjernebogen
af Ben Okri
Oversat af Jan Hansen
(Tiderne skifter)



I historien befinder vi os i et gammelt land som er domineret af idyl, kunst og drømme.

Landet er styret af en konge, hvis søn, den unge prins som engang skal overtage tronen, begynder at stille spørgsmålstegn ved mange af de grundlæggende principper i samfundet – kvindernes hårde liv, slavernes kår og ret til frihed, og lignende.


I hans søgen forelsker han sig i en ung og ikke helt almindelig pige, men hans kærlighed til hende sættes gentagende gange på en prøve, og på sin vej til at blive voksen og kunne overtage landets trone efter sin far, må han bestå mange prøvelser og opleve mange modgange.

Det siges, at hvis denne prins ikke klarer den, vil mørket sænke sig over landet, rædsler og slaveri vil herske, indtil den gyldne tidsalder, hvor verden kan vende tilbage til det den engang var – idyllisk og roligt, smukt og stærkt.

Noget af det jeg læste om bogen, inden jeg selv gik i gang med at læse den var, at den var utroligt anderledes og at man sikkert aldrig havde læst en bog som denne. Dette kan jeg kun sige er sandt. Det er en bog der er svær at beskrive, den skal opleves, om ikke andet, så bare fordi det er sjældent man finder noget helt så anderledes.

Personligt forestillede jeg mig næsten hvordan man, mens man læste bogen, sad omkring et bål med en ældre mand, som sad og fortalte gamle historier. Det giver et super hyggeligt indtryk. Dog vil jeg sige, at Stjernebogen virker utroligt lang. Den er ikke hvad man er vant til, og forvirrer derfor ofte, kører rundt i den ene efter den anden usandsynlighed og virker generelt noget rodet.

Forfatteren er utroligt glad for at skære tingene ud i pap. Indtil flere gange bruges der næsten en hel side til bare at forklare hvilke slags mennesker der er, en følelse, hvad stilheden siger eller lignende. Dette bliver utroligt hurtigt irriterende og kedeligt, når man for tyvende gang, sidder med en pokkers land passage med en af disse forklaringer.

Historien er noget filosofisk skrevet og der sættes en masse spørgsmål ved livet, drømme, tro og symboler. Dog er dette endnu engang en noget overdrevet og rodet.

Jeg kan ikke sige andet, end at Stjernebogen til tider er okay, men for det meste er den noget rodet og langtrukken. Det er en af de bøger som det tog mig en krig at komme igennem, selvom den i realiteten ikke er så lang.

Boganmeldelse af Michelle Revsbech