|
Templets sidste hemmelighed |
|
|
|
Templets sidste hemmelighed af Paul Sussmann Oversat af Nina Bolt (Tiderne Skifter)
    
En egyptisk kriminalkommissær, en alkoholiseret israelsk politimand, en palæstinensisk journalist og en trussel der kan sætte hele Mellemøsten i brand.
Så er gryden sat i kog til en forrygende fortælling, der sættes i gang af et gammelt mord på en kvindelig israelsk turist ved pyramiderne. Personlige tragedier, politik, hævn, håb, had og kærlighed er nogle af de krydderier som Paul Sussmann tilsætter så rundhåndet, at bogen – efter en lidt svær start – næsten ikke var til at slippe igen.
Læseren bliver ført gennem to tusinde års historie fra Romerne via Korsridderne, Det tredje Rige til dagens konfliktfyldte Mellemøsten.
Vi følger personerne som omstændighederne sikkert, men ubønhørligt tvinger ind i et modstræbende samarbejde om at opklare mordet. En proces der efterhånden hvirvler dem ind i et kludetæppe af overraskende sidespor og et persongalleri ud over det sædvanlige.
Følelser, tid og geografi, fortællingen kommer godt omkring. Forfatteren formår at gøre personer og steder levende. Jeg har næsten slentret en i tur Jerusalem, købt krydderier i Cairo’s smalle gyder og indåndet stanken af fattigdom i de palæstinensiske flygtningelejre.
Det hele kulminerer i en overraskende, åndeløs afslutning hvor man ønsker at bogen ikke ville ende.
Det er ikke sidste gang jeg læser Paul Sussmann. Hans bog ”Den forsvundne hær” må jeg absolut læse.
Boganmeldelse af Allan Christensen

|