Terapien
af Sebastian Frizek
Oversat af Mikael Witte
(Husets Forlag)



Romanen starter med at Dr. Larenz' datter forsvinder ud i den blå luft under et lægebesøg, udløst af en uforklarlig, langvarig sygdom. Herefter springer romanen ca. fire år frem i tiden, hvor Dr. Larenz stærkt nedbrudt opholder sig i en spændetrøje under psykiatrisk behandling, hvorunder han ser tilbage på et nylig foretaget ophold i sit sommerhus på et lille ø i Vesterhavet.


Efter hans ankomst til øen isoleres denne af et kraftigt uvejr, der umuliggør kommunikation med fastlandet. Og han opsøges af en mystisk, kvindelig skikkelse, der hævder at være skizofren med behov for behandling. Hun præsenterer sig også som kendt børnebogsforfatter og hun hævder, at hvad hun skriver materialiserer sig i den ydre verden.

Modstræbende, under pres og ledsaget af mange mystiske og uhyggelige hændelser tager Dr. Larenz den unge kvinde i terapi, og det afdækkes i et stadig eskalerende psykologisk gys hvad hun har skrevet: En roman om en lille pige, der på mystisk vis forgiftes, forfølges og til sidst kommer så græsseligt af dage.

Slutningen er så overraskende, at jeg end ikke vil antyde den.

Som det fremgår er det ikke en bog man skal tage med sig som eneste læsestof til den ensomme vinterferie på Rømø. Bogen har alt overvejende karakter af et langsomt fremadskridende mareridt. Det er et rigtigt godt psykologisk gys, næsten Hitchcocks i sin iscenesættelse, og den langsomme, antydningsvise optrevling af plottet er fin.

Til gengæld synes jeg at den indre sammenhæng mangler, i hvert fald er den ikke tilstrækkelig troværdig. Den endelige opklaring eller afslutning virker decideret konstrueret og formår ikke at overbevise.

Sprogligt forekommer romanen desuden en smule gumpetung. Jeg kan ikke afgøre om det beror på oversættelsen eller om det er forfatterens egen sprogtone, der så at sige sætter standarden. Uanset årsag, trækker det lidt fra læseoplevelsen efter min mening.

Boganmeldelse af Tine Demandt