The Lovely Bones
af Alice Sebold
(Picador)



Romanen beskriver de begivenheder, der følger efter voldtægten og mordet på en 14 årig pige, beskrevet ud fra hendes synsvinkel, som hun sidder og kigger ned på jorden fra sin plads i himlen. Det møjsommelige forsøg på opklaring af forbrydelsen fra politiets side, hendes forældres og søskendes sorg og forsøg på at finde sig til rette med savnet. Og hendes veninders og første kærestes liv i tiden derefter.

Som det fremgår, er der flere spor i handlingen. Krimidelen handler om det langtrukne og forgæves opklaringsarbejde og man følger tillige seriemorderen fra hans første overgreb til hans sidste oplæg til voldtægt. Konsekvenserne for ofrets familie, hvordan de reagerer som individer og som familie, er en anden vigtig del af romanens handling. Og det tredje – og efter min mening mest vellykkede – spor udgøres af temaet at vokse op. Som hovedpersonen jo netop ikke kommer til i live. Men hun sidder i sin himmel, permanent 14 år gammel, uden nogensinde at gøre sig de erfaringer man gør sig som ung, og følger sin lillesøsters og sin venindes udvikling til voksne unge kvinder komplet med forelskelse, det første kys osv.

Ideen med at lade et mordoffer billedligt talt sidde på en sky og kigge ned på verden under sig er ret original. Det virker lidt konstrueret, men kan man se bort fra det undervejs, er der såmænd ret god underholdning i denne bog. På plussiden tæller skildringen af amerikansk teenageliv i 70’erne, lidt Grease-agtigt, og de gode persontegninger af især lillesøsteren, veninden og moderen. Og som sagt temaet med at vokse op og kunne give slip – ret vigtigt når man er død, for resten. Jeg synes personligt at konstruktionen med en afdød fortæller, som desuden er blevet alvidende på udvalgte områder, er for søgt og jeg er overbevist om at historien havde kunnet fortælles mindst lige så godt uden. Forfatteren henfalder også lidt ofte til sentimentalitet, forståeligt nok emnet taget i betragtning, men det er ikke lige min smag.

Alt taget i betragtning vil jeg bedømme den som en ikke helt stilren bog, der ender med at sætte sig mellem to stole, men ikke desto mindre er værd at læse.

Boganmeldelse af Tine Demandt