The Way of Shadows
af Brent Weeks
(Orbit)



”Den perfekte dræber har ingen venner. Kun mål.”

Mord er kunst for en af de mest kendte snigmordere nogensinde, Durzo Blint. Han er kendt for sine evner, og frygtet af alle, og når alt kommer til alt, er der også meget at frygte, for han er en sand mester til sit hverv.



For Azoth derimod er overlevelse noget, man ikke tager for givet. Han er vokset op i byens slum kvarterer, og har hele sit liv måtte kæmpe for at overleve. Og da han ser sin chance for at blive Durzo Blints lærling, er han ikke længe om at den.
Han vil ikke længere frygte, men i stedet være den alle andre frygter. Han vil ikke længere ligge under for gade slagsmål og kampe for overlevelse, han vil leve.

Men for at kunne få dette, må han glemme hvem han var, og i stedet blive Kylar Stearn, en laverestående adelsmand. Han må lære at bevæge sig i snigmordernes hemmelige liv, politik og magi, og må samtidig, udadtil, lære at være søn af en fornem familie, skabe sig venner, uden nogensinde at binde sig for meget til dem, skabe sig et navn, uden at nogen lærer for meget om ham, og lære at dræbe hvem som helst han bliver bedt om - uanset hvem de er.

Det er alt sammen en kunst han må lære at mestre, for kan han ikke dette, vil det blive hans død – hvis ikke ved en anden snigmorders hånd, så ved hans mesters, for Durzo Blint tillader ikke et halvhjertet forsøg.

Men det er ikke altid lige nemt at lægge hvem man er bag sig, og skabe sig en ny identitet. For uanset hvem man er, vil man altid efterlade venner man holder af, venner, som desperat har brug for ens hjælp.

The way of Shadows er første bog i The Night Angel Trilogien, en super god serie skrevet af Brent Weeks.

Allerede inden jeg købte bogen, havde jeg hørt godt om den fra flere sider. Nogle snakkede om at forsiden så super fed ud, andre at bogen var kanon god. Så da en af forumets brugere gik ind og anbefalede mig at læse den, måtte jeg jo hellere se at komme i gang, og se hvad det var alle andre syntes var så godt ved den.

Til start virkede bogen, på mig, en smule lang, men som man kommer længere ind i bogen, begynder den at fange mere og mere – så meget at jeg til sidst slet ikke kunne lægge den fra mig igen. Men man skal nok have en smule tålmodighed i starten.

Brent Weeks er ikke bange for at udsætte sine personer for diverse ubehageligheder, og han er super god til at spinde en løgn, som man utroligt længe tror på, for til sidst afsløre sandheden, så man sidder tilbage med en forundret og overrasket følelse. Den fascinerer, fanger og overrasker ofte, og specielt slutningen ender noget anderledes, end jeg igennem bogen, havde forestillet mig.

Det er derudover også en noget åben slutning, så man får ikke nødvendigvis af vide, hvad der sker med alle personerne – om de kommer ud af deres kattepine, eller om de dør, og om de man tror er døde, måske alligevel er i live.

Så det kan varmt anbefales, at man har bog nummer to liggende parat, Shadow´s Edge, så man kan overfalde den, så snart den sidste side af første bog er læst.

Boganmeldelse af Michelle Revsbech