Bogen er delt op i tre hovedkapitler og foregår i perioden omkring 1. verdenskrig. Vi møder familien Ramsay i deres sommerhus på Skye i Hebriderne. Her holder familien til om sommeren sammen med, i fortællingen, otte af deres bekendte.

Meget af handlingen drejer sig om Mrs. Ramsay, der med sit meget empatiske væsen er modvægten til ægtemanden Mr. Ramsays meget skeptiske sind. Et sind der har præget børnene en del, især på grund af en masse usagt.

Det første afsnit er klart det længste og giver læseren et indblik i alle eksistenserne, der er i huset på Skye. Gennem noget så simpelt som en middag afdækkes de forskellige personligheder og den gensidige sammenfiltring af følelser og egoer, som kommer til syne i sådan et socialt selskab. Woolf formår på højst underfundig manér at få de fleste karakteres følelser i spil, og man sidder som læser og kan relatere til stort set dem alle. Det er stor skrivekunst.

Handlingen forsætter i sporet mellem familien og de bekendte, der også er i huset. Især følger vi den ugifte maler Lily Briscoe, der gennem det meste af bogen, beskæftiger sig med det samme maleri. Gennem hendes opbygning af dette maleri får vi et ganske intenst indblik i hendes fokus på især Mrs. Ramsay.

Udviklingen i første hovedkapitel ”Vinduet” foregår over relativt kort tid, nogle enkelte timer. Det efterfølgende hovedkapitel tager tiden i hånden og løber maraton for så at møde tredje og sidste hovedkapitel i bogen, hvor der igen gøres et stop i tiden og kapitlet beskriver nogle enkelte timer i personernes liv.

Som læser føler man sig revet lidt itu, da kapitel to marcherer hen over personerne med mange kedelige konsekvenser til følge. Men foruden denne march, ville kapitel tre ikke være netop så meningsfyldt som det bliver. Det er i bagklogskabens lys at du værdsætter bogens opbygning.

 Virginia Woolf er en ganske enestående forfatter og det er min klare opfattelse, at jo flere gange bogen læses, des flere døre åbnes til hendes komplekse og enestående budskaber. Disse døre åbnes lettest når læser har opnået en videnskabelig indsigt, der gør at man kan gennemskue hendes referencer til Aristoteles, Kant osv. Men det der gør hende helt unik, er at hun ikke kun refererer til disse filosoffer, hun udfordrer deres filosofi og metode. Ganske smukt.

Det er bestemt ikke sidste gang at jeg læser denne bog.

Boganmeldelse af Isabell Rehøj