Timeglasset
af Julie Parsons
Oversat af Henriette Rostrup
(Samleren)



Trawbawn ligger smukt, men helt isoleret fra omverden. Lydia på femoghalvfjerds, bor alene efter hun har mistet sin mand ved en drukneulykke og datteren Grace har hun ikke set de sidste femogtyve år.



Den unge Adam har hår så gult som en smørblomst, hans venstre øje er grønligt isblåt, det højre lysebrunt med mørke pletter, men det største aktiv hos ham er hans smil.

Adam, der har siddet bag tremmer i syv år, dukker pludselig op i Lydias smukke have, som er åben for publikum og berømt for samlingen af stauder. Kom Adam bare tilfældigt forbi?

Foran hoveddøren, som står åben, er en liggestol, hvor der ligger en bog med ryggen opad. Ved siden af står et halvfuldt glas med gin. Det har et dybrødt aftryk af læbestift på kanten. Adam lægger sin mund over aftrykket og drikker.

Adam bliver gode venner med den noget affældige Lydia, som bærer på mange hemmeligheder, der ikke alle tåler dagens lys.

Lydia ser en artikel i avisen om Grace og får ad den vej oplyst, at hun også har et barnebarn. Adam bliver hyret til at opsøge Grace med henblik på at genforene mor og datter.

Mens Adam er i byen forsvinder en kvinde og en anden findes myrdet, men har det noget med ham at gøre?

Hvis du er til gys er Timeglasset en god bog, hvor man vader rundt i psykopater og bliver delagtiggjort i deres tanker og drømme. Hemmelighederne vælter ud og det er bestemt ikke små uskyldigheder der bliver lukket op for.

Hvis jeg skulle møde en mand med smag for læbestift på min vej, ville jeg skynde mig at få benene på nakken og komme væk…

Boganmeldelse af Kirsten Høier