Tre uger i Paris
af Barbara Taylor Bradford
Oversat af Neel Rocco
Indlæst af Ann-Britt Mathiesen
Spilletid: 620 min.
(Audioteket)



Alexandra, Jessica, Maria og Kay var alle veninder da de gik på den fashionable mode- og designskole i Paris. En uoverensstemmelse gjorde, at deres veje skiltes efter afgangseksamen, men otte år senere samles de for at fejre deres gamle lærerindes 85 års fødselsdag.

Alle fire veninder har siden deres sidste møde udviklet sig til enestående og talentfulde karrierekvinder indenfor kunst- og modeverdenen, men ingen af dem har rigtig været lykkelige siden de forlod Paris med flere uafsluttede forhold i bagagen.

Vil et gensyn med hinanden og med den by som de alle elsker så højt kunne mane fortidens spøgelser i jorden eller vil de fire veninder blot blive drevet endnu længere væk fra hinanden?

Sproget og handlingen i Tre uger i Paris leder tankerne hen på ugebladenes romantiske noveller, som fortsætter i det uendelige og aldrig rigtig synes at have noget på hjerte. Ind i mellem er der historiske fortællinger fra både Rusland og Frankrig og forfatteren har tydeligvis læst op på dette punkt. Dog virker de historiske udredninger malplacerede og til tider irrelevante når de mikses sammen med bogens øvrige tekst, hvilket er synd, for de historiske fortællinger er egentlig spændende nok. Måden de er sat samen med den øvrige tekst bevirker dog, at medtagelsen af det historiske perspektiv fremstår unaturlig og påtaget som var de et forsøg på at undgå, at romanen bliver for overfladisk og uvedkommende. Effekten er dog desværre det modsatte.

Bogens morale er, at man skal få talt sammen om de ting man har på hjerte, men sammensætningen af plottet, miljøet og personerne i Tre uger i Paris gør, at jeg ikke rigtig synes, at bogen som helhed er lykkedes særlig godt.

Oplæseren Ann-Britt Mathiesen føjer desværre spot til skade med sin manglende indlevelsesevne. Ofte lægges trykket på ordene forkert, således at meningen pludselig bliver en helt anden end oprindelig tiltænkt, hvilket bevirker, at bogens karakterer fremstår ubegavede og naive, selvom der i det skrevne ord gives er klart indtryk af, at alle bogens personer er både begavede og vidende individer.

Et par gange mister oplæseren kontrollen over sin stemme og det virker i det hele taget ikke som om hun har læst kapitlet igennem inden det læses højt, da hun flere gange lader sin stemme skifte sindsstemning midt i en sætning, når det går op for hende, at det hun lige har læst bliver sagt i en modsat tone end den hun pålagde personen ved begyndelsen af sin oplæsning

Jeg skal ikke kunne sige om det irritationsmoment som oplæseren pålægger læseoplevelsen har lagt en skygge over en roman på det middelmådige niveau, som måske havde fortjent 3 stjerner hvis man havde læst den selv, men den samlede bedømmelse kan desværre ikke komme op på mere end 1 stjerne, da oplæseren hiver voldsomt ned på niveauet.

Lydbogsanmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe