top
logo

Login




Home

Tsunamien Udskriv Email

Tsunamien
af Rikke Wang og Heidi Korsgaard
(Aschehoug)




Det er nok de færreste som kan forestille sig, at de nogensinde får brug for at sige sætningen "Kan du skaffe et kølrum til min søns lig?" Ikke desto mindre var dette hvad Grethe måtte igennem da hun i december 2004 opholdt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.




Hun og hendes familie var taget på deres drømmeferie til Thailand og befandt sig således på det åbne hav hvor de, sammen med 40-50 andre turister, var i færd med at dykke, da tsunamien ramte for fuld kraft i form af en flere meter høj, brun og larmende mur af vand.

Også Rikke og Jonas befandt sig i Thailand, nærmere betegnet Phi Phi Island, da tsunamien bragede ind over den smalle ø og forvandlede ferieparadiset med det smukke hav og den frodige natur, til et inferno af skrigende mennesker, døde kroppe og vand i uanede mængder.

Begge familier måtte kæmpe en indædt kamp for at overleve. De fleste familiemedlemmer kom gennem tsunamien med skræmmer i større eller mindre omfang, men Grethes søn, den 10-årige Jeppe, omkom i bølgerne.

Tsunamien er en skræmmende beretning om hvordan ens verden pludselig styrter sammen, når man rammes af så voldsom en naturkatastrofe som tsunamien, der d. 26. december 2004 en tidlig morgen ramte store dele af Asien og dræbte 226.000 mennesker, heriblandt 46 danskere.

Bogen kommer helt ind under huden på læseren og man fornemmer tydeligt den konstante usikkerhed, frygten for endnu en tsunami og de dybe spor som så makaber en oplevelse sætter i sjælen. Læseren sidder med Rikke oppe i træet da bølgen rammer på ny, mærker Grethes smerte ved at blive væk fra sin familie og føler nødvendigheden af begge familiers handlinger når de skal flytte lig for selv at kunne komme frem eller er nødt til at nægte at hjælpe andre for at være i stand til at redde sig selv.

Dette må uden tvivl have været en meget hård bog at skrive for forfatteren, Rikke Wang, som selv var blandt de overlevende tsunamiofre, men resultatet er et bevis på, at det var alle kræfterne værd. Dette er en bog som jeg vil anbefale alle at læse, da den omhandler noget som har haft en utrolig stor betydning for størstedelen af verdens befolkning. Bogen er en øjenvidneberetning om hvordan en tsunami opleves på tæt hold og hvordan ens handlingsmønster bliver sat over styr når man befinder sig i en ekstrem situation. Tsunamien er et historisk vigtigt vidne om hvad der skete i Asien i december 2004.

Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/