|
Two Lives af Vikram Seth (Little, Brown)
    
Den indisk fødte forfatter Vikram Seth, der er kendt fra A Suitable Boy og An Equal Music, har begået en dobbeltbiografi om sin granonkel på fædrene side og dennes hustru, som er født og opvokset i Berlin i et jødisk miljø.
Baggrunden er at Vikram selv i 1969 som ung studerende indlogeres hos onkel Shanti og tante Henny, der bor i London.
Han udvikler et nært forhold til dem begge, og i de sidste år af Shanti’s liv indsamler Vikram materiale (interviews med onkel, selvstændig research osv.) til at skrive deres biografi, ikke set som ægtepar, men som to selvstændige personer med hver deres livsløb og skæbne. Resultatet er denne bog, som over ca. 500 sider tegner er dobbeltportræt af to mennesker og store dele af det 20. århundredes historie med vinkling til både Indien, Europa (Tyskland og England i særdeleshed) og Israel/Palæstina.
Onkel Shanti blev i 1930’erne sendt til Berlin for at studere til tandlæge. Her møder han sin fremtidige kone, Henny, og bliver en del af en vennegruppe i hendes families gæstfri og åbne miljø. Samtidig oplever han også diskrimination og ubehageligheder og flytter efter endt uddannelse til London. Herfra hjælper han Henny med at komme ud af Berlin i tide, resten af hendes familie omkommer i koncentrationslejrene. Store dele af bogen beskriver, på basis af korrespondance mellem Shanti og Henny, Henny og hendes venner i Berlin o.m.a. begivenheder i 40’erne og 50’erne, understøttet af f.eks. kopier af deportationsordrer og transportlister. Hennys tidligere sociale liv og vennekreds skildres gennem breve mellem hende og nogle veninder.
Bogen tegner således – ud over de menneskeligt meget vedkommende portrætter – et billede af det 20. århundredes historie, der spænder ganske vidt fra de mindste detaljer til de helt brede penselstrøg. Ikke mindst gør skildringen af jødeforfølgelserne et knugende indtryk, netop fordi de ses gennem et prisme af almindelige menneskers hverdag og dagligliv – og efterfølgende perspektiveres helt op i de store tal og linier.
Forfatteren holder sig ikke tilbage med egne overvejelser og betragtninger over historiens gang, og er ærlig nok til at gøre opmærksom på hvad der står for hans egen regning. Sympatisk træk.
Min væsentligste anke mod bogen er at det er meget svært at finde rundt i persongalleriet – og det er stort. Der er godt nok et forsøg på en personfortegnelse, men den står til allersidst og jeg fandt den først da jeg var færdig med side 498, lidt sent til at gøre nytte.
Dette skal dog ikke have lov til at overskygge at det er en rigtig god, interessant og læseværdig bog som oven i købet er lærerig. En kioskbasker er det ikke, men den belønner så rigeligt den indsats man lægger i den.
Boganmeldelse af Tine Demandt

|