Udgangstilladelse
af Céline Curiol
Oversat af Laila Flink Thullesen og Chrstine Berlioz

I en ikke nærmere tidsfæstet fremtid bliver en ung unavngiven mand ansat i Institutionen (der minder ret meget om FN) som referent. Hans opgave er at udarbejde såkaldt objektive, neutrale referater af mødeaktiviteterne i Institutionen.

Han er meget stolt over at være blevet udvalgt til jobbet og gør sig umage for at tilpasse sig – udvisker alle tegn på subjektivitet og almen menneskelighed, tilegner sig aktivt den ønskede objektivitet (nogen kunne måske kalde det for selvcensur) og undgår tæt kontakt med sine kolleger.  Med til jobbet hører kost og logi i Institutionens regi, og de ansatte må kun forlade stedet efter særlig tilladelse.

Hans far, som han har et anstrengt forhold til, bliver alvorligt syg, og den unge mand forsøger at skaffe sig en udgangstilladelse, der forsinkes og forhales i det uendelige af et ansigtsløst og irritabelt bureaukrati.

Efter en tid får hovedpersonen en ny kollega, der bestemt ikke er tilhænger af ”systemet” og aktivt søger at undergrave det ved at hengive sig til forbudte og subjektivitetsfremmende aktiviteter: Læsning og udbredelse af skønlitteratur.  Den unge hovedperson bliver draget – ligefrem hvervet – og viser sig at have anlæg for at skrive fiktion.

Udgangstilladelse er en ret tankemættet og filosofisk præget roman, der leverer en krads samfundskritik.  Desværre læner den sig også rigeligt op ad Orwells 1984, uden dog at have dennes umiddelbare appel og bid.  De navnløse hovedpersoner i bogen er næsten totalt blottet for personlighed, hvilket selvfølgelig ganske godt afspejler forfatterens ærinde.  Det er bare ikke særligt spændende at læse og det er noget svært at holde koncentrationen undervejs.  Sproget spejler gennemgående også den ansigtsløse, upersonlige verden, der skildres, og kan heller ikke tilføre fortællingen den saft og kraft, jeg synes den mangler.

Boganmeldelse af Tine Demandt