top
logo

Login




Home

Vand til elefanterne Udskriv Email

Vand til elefanterne
af Sara Gruen

Oversat af Ellen Mygind Christensen
(Bazar)



Den gamle Jacob Jankowski sidder på et plejehjem, gang- og hukommelsesbesværet, men stadig fuld af liv, hvilket i høj grad kommer til udtryk gennem arrighed og mangel på vilje til at indordne sig. Et omrejsende cirkus kommer til byen og den gamle herre fortæller i tilbageblik om sit første engagement som dyrlæge i et omrejsende jernbanecirkus tilbage i 1930’erne.

Han bliver engageret som dyrlæge i en anden-tredierangs trup, der er en verden for sig selv, befolket af vanskabninger til udstillingsbrug, et menageri af vilde og mindre vilde dyr, artister, bumser, ludere, svindlere. En meget brutal verden, som ikke er nem at overleve i for en ung, uerfaren mand.

Han forelsker sig i cirkusprinsessen, der desværre er gift med hans psykopatiske chef, slutter venskab med en dværg, og får et nært forhold til en polsksproget elefant, hvilket kommer til at betyde en del for hans fremtid. I det hele taget er der godt gang i handlingen, som udvikler sig på en måde man bestemt ikke kunne forudse.

Vand til elefanterne er en god historie med masser af action, humor og overraskende vendinger. Der er utvivlsomt researchet meget fra forfatterens side og det er ganske interessant og tankevækkende at få et detaljeret indblik i en livsform (og tidsperiode), som i hvert fald jeg aldrig havde drømt om fandtes. Romanen er sprogligt godt skruet sammen (oversætteren har gjort et godt job) og det meget varierede persongalleri er godt ridset op.

Dog halter handlingens og personernes indre logik sine steder, f.eks. forekommer det ikke helt overbevisende at den smukke heltinde falder for den fattige dreng. Det virker som om det underholdende element bliver prioriteret over troværdighed og substans. Forfatteren burde kunne gøre det lidt bedre efter helhedsindtrykket at dømme.

Og så synes jeg personligt at der er lånt lidt for åbenlyst fra John Steinbeck og En god dag at dø af Thomas Berger.

Men på trods af mindre skønhedsfejl bliver man i bund og grund udmærket underholdt af den lidt anderledes roman.

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/