Ved floden Piedra satte jeg mig og græd
af Paulo Coelho
Oversat af Nina Bolt
(Bazar)



Ved floden Piedra satte jeg mig og græd er en lille, stramt komponeret fortælling om en ung kvinde, der genser sin barndoms kæreste.





Han, en navnløs ung præstestuderende, har en intens spirituel tilknytning til den kvindelige side af det guddommelige, i romanen repræsenteret ved Jomfru Maria. Hun har givet ham evner som helbreder. Den unge kvinde, Pilar, lever et lidenskabsløst, kontrolleret liv som studerende med udsigt til en velordnet tilværelse som offentligt ansat.

De rejser en uge sammen fra Madrid til bl.a. Lourdes, en både fysisk og åndelig rejse der får karakter af vendepunkt for dem begge. Han har elsket Pilar siden de var børn, og gennemlever en voldsom konflikt mellem sit præstekald og sin kærlighed til hende. Hun frygter for at miste kontrollen, men tillader langsomt sig selv at blive forelsket i ham, ledsaget af storladne fantasier om at de sammen skal udbrede deres fælles åndelige budskab med ham som helbreder og hende som elskende assistent.

Vendepunktet kommer da de to sammen besøger en grotte bag et vandfald (så tykt af freudiansk symbolik så det næsten bliver for meget!). Han beder til Jomfru Maria om at tage helbredelsens gave tilbage for at han kan indgå 100% i et kærlighedsforhold til Pilar. Hun derimod ser alle sine forhåbninger om en gloriøs fremtid i en højere sags tjeneste smuldre, og flygter sønderknust og panisk. Hun søger tilflugt i et nærliggende kloster, hvor hun ved floden græder og skriver sig igennem sin krise – og kommer ud på den anden side, klar til at indgå et nøgternt, personligt forpligtende forhold til sin elskede.

Ved floden Piedra satte jeg mig og græd er en meget velskrevet bog. Den både fænger og fanger. Imidlertid synes jeg at den er meget forankret i en katolsk verdensopfattelse, og den vil muligvis føles mere vedkommende for læsere, for hvem det tankesæt ligger nærmere. Jeg oplever den som lidt indforstået og har personligt lidt svært ved at skræve over den kulturelle barriere.

Temaet er vel universelt menneskeligt og bogen spiller det dygtigt igennem, håndværksmæssigt til UG, men får lidt for meget karakter af programskrift efter min smag.

Så selvom det er en velskrevet bog, som jeg med fornøjelse har læst, synes jeg langt fra den er på højde med Heksen fra Portobello, som efter min mening som roman er langt mere nuanceret og vellykket.

Boganmeldelse af Tine Demandt