Vergils død
af Hermann Broch
Oversat af Jon Høyer
(Gyldendal)



Bogen udspiller sig over de sidste timer af den romerske forfatter Vergils liv. Den er inddelt i fire afsnit, et for hver af de fire elementer. I første afsnit ankommer Vergil med skib i selskab med kejser Augustus til Brundisium og føres af en måske uvirkelig ung dreng til den kejserlige residens, hvor han installeres.

Andet afsnit er en lang, drømmeagtig sekvens. I tredje afsnit modtager digteren besøg af to forfatterkolleger, en læge samt kejser Augustus selv og fører samtale med disse – iblandet mere drømmeagtig, lyrisk prosa. I fjerde afsnit følges Vergil til dødens (og sprogets) grænse.

Bogen er forsynet med et efterskrift af Per Øhrgaard, som er udmærket at få forstand af. Det supplerer med nogle facts om forfatteren og tolker/diskuterer bogen.

Vergils død er en umådeligt kompleks bog og meget vanskelig at læse. Den kræver koncentration og god tid. Der er meget få naturlige ophold i teksten, sætningerne kan strække sig over halve sider ad gangen. Sprogligt set er den heller ikke let at gå til og oversætteren må have haft en formidabelt krævende opgave. Bogen er blevet sammenlignet med James Joyce’s Ulysses og der er da også lighedspunkter, blandt andet at de begge er meget svære at læse. Vergils død er dog efter min mening lidt lettere tilgængelig og mere givende.

Bogen udkom første gang i 1945, forfatteren er østrigsk jøde og emigrerede til USA i 1938 efter Tysklands annektering af Østrig. Og der er tydelige spor af og referencer til samtiden i romanen – blandt andet drages der paralleller mellem det romerske kejserdømme og det tredje rige, alt inklusiv så at sige. I øvrigt trækker værket på utallige andre kilder og inspirationer, f.eks. Faust, kristendommen, musik, klassisk litteratur og kultur, psykoanalyse og meget andet. Det er mit indtryk, at den enkeltfaktor, der sætter grænser for udbyttet af at læse bogen, i virkeligheden er læseren, læserens baggrund, forhåndsviden, tålmodighed og andre begrænsninger.

På den anden side giver bogen meget fra sig, selvom man ikke intellektuelt begriber det hele – som et digt eller et stykke musik kan gøre det, hvis man forsøger bare at tage imod.

En sådan bog er umulig at give karakter på en skala fra 1-5. Den får 3 stjerner af mig – den kunne ligeså godt have fået 5 eller 1. 5 fordi det er et meget imponerende og komplekst værk, som giver meget hvis man ellers er til den slags, 1 fordi det trods alt er så vanskeligt tilgængeligt, at det hægter de fleste læsere af i løbet af de første 10 sider.

Boganmeldelse af Tine Demandt