Vi begynder nu nedstigningen
af James Meek
Oversat af Sara Koch
(Hr. Ferdinand)



Adam Kellas er britisk journalist og går med en seriøs forfatter i maven. Ingen af delene bliver man ordentligt rig af og han beslutter sig derfor for at droppe de litterære ambitioner og skrive en bestseller. Desværre for ham hugger Al Qaeda hans plot, flyver ind i World Trade Center og ødelægger samtidig hans chancer for at skrive en kassesucces med dén handling.

Samtidig går hans kæreste fra ham. Af disse dårlige grunde, plus et par yderligere, accepterer han at blive sendt til Afghanistan som krigskorrespondent.

Der møder han den amerikanske journalist Astrid, som han har en kortvarig, intens affære med. Det er planen at de skal rejse ud af Afghanistan sammen, men hun springer fra i sidste øjeblik, og han hører intet til hende derefter. Før ca. et år senere, hvor han modtager en e-mail, der ankommer på et tidspunkt hvor han af adskillige andre grunde er noget ude i tovene. Han tager af sted i det tøj, han står og går i, og ser undervejs over Atlanten tilbage på sit ophold i Afghanistan og tiden efter sin hjemkomst. Han har i den forløbne tid skrevet en bestseller af stærkt kontroversielt tilsnit, har fået tilsagn fra et forlag om at de vil udgive den, og har derfor sagt sit job op. På vej til den amerikanske flække, hvor Astrid bor, vil han stoppe over på forlagets kontor i New York og underskrive kontrakten.

Ingen af delene går dog efter planen. Forlaget springer fra aftalen i sidste øjeblik, e-mailen fra Astrid viser sig at være resultatet af et virusangreb og hun er bestemt ikke begejstret for at se ham igen. Hun viser sig – ved nærmere eftersyn – måske heller ikke at leve helt op til det billede, han har dannet sig af hende... Nedtur, som mere end antydet i titlen.

Romanen udmærker sig ved at give en skarpsynet, intelligent karakteristik af det vestlige (politisk korrekte) verdensbillede og de illusioner man danner sig om dem/os - venner/fjender - krig/fred - vigtigt/uvigtigt. Markant formuleret i en prægnant, personlig udtryksform. Den er samtidig en usædvanlig kærlighedsroman, der i bund og grund handler om det vanskelige mentale og følelsesmæssige spring fra forelskelsen i et selvskabt billede af den anden til det at give plads for den virkelige person og således udvikle et egentligt kærlighedsforhold. Det er en god, skarpsindig og sjældent originalt formuleret roman. At den dertil er overordentlig morsom med et skarpt blik for komiske situationer i almindelighed og menneskelige svagheder i særdeleshed er kun en charme ekstra.

Men de høje sproglige ambitioner, forfatterens stræben efter at udtrykke sig markant og præcist bliver romanens svage punkt. Når det lykkes, er det en fornøjelse. Når det ikke lykkes – og det sker desværre for tit – får udtrykket et anstrengt og fortænkt præg. Når et fly eksempelvis beskrives som ”dette skramlende, tyndhudede metalkrucifix proppet med rejsende” har metaforen fået hvad den kan trække og lidt til. De sproglige ujævnheder gør den vanskeligere at læse end egentligt nødvendig og trækker lidt ned i den samlede bedømmelse.

Boganmeldelse af Tine Demandt