Vi, de druknede
af Carsten Jensen
(Gyldendal)



Det slog mig for nylig, at der allerede i titlen Vi, de druknede gives et hint om den nye synsvinkel i bogen. Romanen bruger nemlig et ”vi” som i 70’ernes kollektivromaner, men med én stor forskel; dette ”vi” er ikke hovedpersonen. Dette ”vi” er forskellige grupper mennesker som iagttager og beskriver for læseren begivenhederne hos andre mennesker (bogens hovedpersoner), henholdsvis Laurids, Albert, Klara Friis og Knud Erik. Meget af bogens handling foregår på havet og dette ”vi” er stationært i Marstal – byen, de alle kommer fra, en havneby i det sydfynske ø- hav.

Bogen er kronologisk på en måde, hvilket vil sige at historiens synspunkt skifter fra far til søn (eller sådan næsten…) Det giver dermed også bogen en hel del mere uforudsigelighed, idet man som læser ikke kan teoretisere fra starten af bogen, hvad den kommer til at ende med. Selv noget så simpelt som, at man ikke ved, om denne hovedperson kommer til at overleve resten af bogen, gør den ekstra spændende at læse.

Vi, de druknede handler om havet. Om dets ofre og dets erobrere. Om dets tillokkende og samtidig frastødende indtryk, det kan sætte i folk. Jeg må indrømme, at jeg hverken vidste eller interesserede mig synderligt for sømænd og deres enker, men imens jeg var i gang med at læse bogen, fik jeg en større indsigt i det, og forstod pludselig både sømandens dragende blik udover horisonten og på den anden side også sømandskonernes hadefulde og samtidig skræmte blikke udover selv samme horisont. Der er meget mere dybde i dette emne, end jeg havde troet.

Vi, de druknede er en fantastisk bog, men – for der må jo være et ”men” – den er simpelthen for dyr. Jeg ved godt, at det er sådan bogindustrien fungerer her i landet, men jeg synes det er synd, at der ligger sådan en god bog på hylderne, når de fleste danskere hverken vil ofre så mange penge eller har råd til at købe den…!

Boganmeldelse af Sofia Bergendal