|
Vietnamkrigen af Nigel Cawthorne Oversat af Morten W. Larsen (Diorama)
    
Vietnamkrigen af den britiske forfatter og journalist Nigel Cawthorne er i sin oprindelige engelske version udgivet i 2003. Den danske udgave er fra efteråret 2006.
Bogen giver god oversigt over den vietnamesiske konflikt – fra de historiske rødder, over 2. verdenskrig, kampen mod den franske kolonimagt, selve ”Vietnamkrigen” og tiden umiddelbart efter. Samtidig behandles konfliktens udløbere og konsekvenser andre steder i Verden.
Fokus ligger dog klart på krigen mellem Nordvietnam og USA/Sydvietnam fra 1965 til den amerikanske tilbagetrækning i 1973, hvilket vel også er det, man normalt forbinder med betegnelsen ”Vietnamkrigen” – uanset, at (især Nord-)Vietnam strengt taget befandt sig i krigstilstand både før og efter denne periode.
Bogen er velskrevet og flydende – man fornemmer, at det er en erfaren forfatter og journalist, der har skrevet den. Skildringen bevæger sig ubesværet fra den politiske magts korridorer til slagmarken i Vietnam, og den holder generelt en god balance mellem de store linier og det ”nære”, f.eks. en nordvietnamesisk kvindes fortælling om sin udmattende vandring ned ad Ho Chi Minh-stien med forsyninger. Et par enkelte steder bliver forfatteren lidt for grebet af kamphandlinger og amerikanske, militære statistikker, men det skæmmer ikke afgørende.
Der er tale om en paperback, så man skal ikke forvente glittet papir og farvefotos. I det hele taget er illustrationssiden sparsom og mindre sigende. Sætternissen har også været en del på spil i den danske version, men jeg har dog kun bemærket et tilfælde, hvor fejlen kunne være meningsforstyrrende.
Til gengæld er oversættelsen god – også på den militære side, hvor det ellers ofte kniber.
Bogen er ikke et stykke underholdning, men alligevel interessant og efter min opfattelse en god, tilpas fyldestgørende og afbalanceret skildring af Vietnamkrigen for den læser, der ønsker at være rimeligt orienteret om konflikten i sig selv, men også at få en indledende ide om, hvorfor og hvordan en begrænset krig i et fjernt land kunne sætte sig spor over hele verden og helt op til vore dage.
Boganmeldelse af Ole Klaumann

|