Vinderen står alene af Paolo Coelho Oversat af Tine Lykke Prado (Bazar Forlag)
    
Handlingen udspiller sig under filmfestivalen i Cannes, hvor alverdens berømtheder og en masse wannabes er til stede tillige med modeskabere, afdankede fotomodeller og almindelige fans. Den russiske rigmand Igor er draget dertil i et forsøg på at vinde sin tidligere kone tilbage. Hun forlod ham til fordel for en lige så stenrig mellemøstlig modeskaber, da hun kom seriøst (og med rette) i tvivl om Igors sjælelige sundhed. Metoden hvormed han har tænkt sig at overbevise hende om at hun trygt kan vende tilbage – han elsker hende stadig og tager hende gerne til nåde igen – er at dræbe mere eller mindre tilfældigt udvalgte mennesker på avancerede måder.
Det kunne være oplægget til en spændende historie – men desværre nej. Den er godt nok lagt an som en thriller, men handlingen når aldrig nogensinde at blive blot antydningsvis spændende. Og hvor andre romaner af Paolo Coelho trods alt har udmærket sig ved en vis poetisk sans, er denne her bare spækket med storladne platheder som f.eks. ”Jeg ved at kærligheden kun kan leve i frihed […] Jeg er kun slave af mit eget hjerte, men den byrde er let – den er næsten vægtløs” (side 496) eller ”I sådanne øjeblikke føler hun en stærk samhørighed med det uendelige... ” (side 263)
Det har været en kamp at komme igennem denne roman. Forfatteren fortæller ikke en historie – han prædiker. Romanen er stort set én lang moraliserende belæring, der redegør for verdens bedrøvelige tilstand. Karaktererne i bogen får aldrig noget selvstændigt liv, men er blot papfigurer der tjener til at illustrere forfatterens pointer. Og forfatteren hopper desuden tilsyneladende planløst ind og ud af hovederne på sine personer, så man undertiden kommer seriøst i tvivl om hvis indre monolog man er i gang med at overvære (et grelt eksempel findes på side 476, hvis nogen ønsker dokumentation).
Paolo Coelho har efter sigende opnået nærmest kultstatus for sit forfatterskab – ellers var denne bog nok heller ikke udkommet. Forfatteren kunne have sparet sig selv og sine læsere for en masse ved at lade det blive ved forordet.
Boganmeldelse af Tine Demandt
|