Yacouibians hus
af Alaa al-Aswany
Oversat af Ingeborg Christensen
(Hr. Ferdinand)



Huset, som lægger navn til bogen, er en beboelsesejendom i det centrale Kairo, oprindeligt beboet af repræsentanter for samfundets allerøverste lag. I bogens tid – uspecificeret nutid – har huset undergået en statusmæssig rutsjetur, hvilket afspejles i beboersammensætningen, der spænder fra næsten slum oppe på taget til liberalt erhverv og pænere borgerskab i resten af huset.

Bogen består af en række sideordnede, indbyrdes mere eller mindre forbundne skildringer af nogle af husets beboere og deres liv. Det er meget forskellige personer, der optræder, for eksempel:

Zaki Bey al-Dessouki – en aldrende levemand på hastig deroute, storforbruger af kvinder og andre nydelsesmidler. Han fældes på meget konkret vis af sine laster, godt hjulpet på vej af en intrigant og bedragerisk søster.

Taha, portnerens ambitiøse søn, der som resultat af nepotisme og sin beskedne sociale baggrund skuffes i sine forhåbninger om en karriere i politiet og som konsekvens heraf lader sig rekruttere som jihad-kriger af en militant terrororganisation.

Busayna, hans forlovede, som for at tjene penge til sig selv og familien presses til at overskride egne grænser og mod kontant betaling lade sig befamle af sine mandlige arbejdsgivere.

Haj Assam, der køber sig til en plads i parlamentet og, forudsigeligt for alle andre end ham selv, kommer i lommen på sine bagmænd.

Og et væld af andre personer i indbyrdes forbundne hoved- og sidehandlinger, hvoraf nogen afsluttes og andre fortaber sig ud i et tomrum. Dette giver en masse adskilte handlingsforløb, som hver for sig er OK og giver fin mening, men jeg savner en indre sammenhæng i bogen. Hvorfor har forfatteren skrevet netop dén bog?

Gennem de meget forskellige handlingsforløb tegnes et varieret billede af et samfund præget af korruption, vold, undertrykkelse, mangel på respekt for mennesket og menneskelivet, snyd og bedrag (set med mine vestlige øjne) og fattigdom. Men også en fornemmelse af at der findes et sæt spilleregler, der gør det muligt at navigere i det der for mig blot fremstår som et ustruktureret minefelt uden forståelige normer.

Den kulturelle kløft er bred, muligvis så bred, at den blokerer for min forståelse af bogen. Jeg sidder tilbage med en følelse af at blive præsenteret for en social og politisk kultur der i enhver henseende er frastødende, uden at være i stand til at trænge igennem den umiddelbare afstandtagen til en ny indsigt eller forståelse.

Og det er en skam. For en vesteuropæisk læser kunne have vundet et indblik i og større forståelse for den meget anderledes tankegang og kultur, der præsenteres i bogen. Man bliver klogere, men ikke helt klog nok.

Bogen er oversat fra arabisk til engelsk, derefter fra engelsk til dansk. Noget må være gået tabt undervejs, men hvad? Det er umuligt at gennemskue. Dog kan det undre at der ikke findes en kompetent arabisk-dansk oversætter.

En særlig ros til smudsomslaget, som er sjældent gennemført, med lækkert præget tryk der oser af orientalsk inspiration. Jeg fik lyst til at pille det af før jeg læste bogen – bare for der ikke skulle ske noget med det.

Boganmeldelse af Tine Demandt